i tilfælde af marine sedimenter henviser ose ikke til et sediments konsistens, men til dets sammensætning, som direkte afspejler dets oprindelse. Sive er pelagisk sediment, der består af mindst 30% af mikroskopiske rester af enten kalkholdige eller kiselholdige planktoniske affaldsorganismer. Resten består typisk næsten udelukkende af lermineraler. Som resultat, kornstørrelsen af oser er ofte bimodal med en veldefineret Biogen silt-til sandstørrelsesfraktion og siliciclastisk lerstørrelsesfraktion. Oser kan defineres af og klassificeres efter den dominerende organisme, der komponerer dem. For eksempel er der diatom, coccolith, foraminifera, globigerina, pteropod og radiolariske oser. Oser klassificeres og navngives også efter deres mineralogi, dvs.kalkholdige eller kiselholdige oser. Uanset deres sammensætning akkumuleres alle oser ekstremt langsomt, ikke mere end et par centimeter pr.
kalkholdig sive er sive, der består af mindst 30% af de kalkholdige mikroskopiske skaller—også kendt som test—af foraminifera, coccolithophores og pteropoder. Dette er det mest almindelige pelagiske sediment efter område, der dækker 48% af verdenshavets gulv. Denne type oser akkumuleres på havbunden i dybder over karbonatkompensationsdybden. Det akkumuleres hurtigere end nogen anden pelagisk sedimenttype med en hastighed, der varierer fra 0,3–5 cm/1000 år.
kiselholdig sive er sive, der består af mindst 30% af de kiselholdige mikroskopiske “skaller” af plankton, såsom diatomer og radiolaria. Kiselholdige oser indeholder ofte mindre andele af begge svampespikler, silicoflagellater eller begge dele. Denne type oser akkumuleres på havbunden i dybder under karbonatkompensationsdybden. Dens fordeling er også begrænset til områder med høj biologisk produktivitet, såsom de polære oceaner, og opsvulmede områder nær ækvator. Den mindst almindelige type sediment dækker kun 15% af havbunden. Det akkumuleres i en langsommere hastighed end kalkholdig sive: 0,2–1 cm/1000 år.