lige før jeg gik i seng, modtog jeg en e-mail fra, hvad der ligner en smid-adresse, med følgende meddelelse vedhæftet. Personen sendte dette til min private e-mail snarere end de alternative konti, jeg har brugt for nylig, så jeg ved ikke, hvordan de fandt det. Jeg håber, I kan give mig nogle råd.
Vær venlig.
Hej der. Jeg har et spørgsmål til dig.
er du bange for dyr?
jeg ved, at du ser dem hele tiden; hvordan kunne du ikke? De er over hele tv i dag. Jeg synes, de er ret overmættede, personligt. For mig begynder jeg at se flere film og serier, der er “komedie” og “drama” og endda “sæbeopera” snarere end faktisk “rædsel”. Jeg får appellen, men det er bare ikke for mig.
men lige nu taler vi om dig. Er du bange for dyr?
se, min ven Dave, han har altid været bange for tingene. Absolut forstenet, han har aldrig ønsket noget at gøre med dem og ville fryse op, når han så en reklame for de gående døde på TV, eller endnu en plysdukke til salg i hans foretrukne samleobjekter butik. Jeg har spurgt ham igen og igen, hvorfor han troede det var, men han kunne ikke rigtig sige. Han er kunstner; han kan godt lide at tegne hele tiden, men at sætte ord på ting er meget vanskeligere for ham, især for noget, der i hans tilfælde udgør som en legitim fobi.
For nogle baggrund, min ven er utrolig empatisk. Når han ser en film, finder han sig selv relateret til næsten alle tegnene, selv skurkene, på et eller andet niveau, sympatiserer med dem og forestiller sig, hvad han ville gøre i deres situation. Jeg ved ikke, hvordan folk kommer ind i Testmålgrupper, men jeg forestiller mig, at han ville være temmelig perfekt til det job; han spiser det, han ser på skærmen, og halvdelen af tiden efterlader det mig ærligt imponeret over, hvor meget han forstår folk. Han kan aldrig rigtig forklare hvorfor.
det talent hjælper især, når en af vores venner føler sig nede. Dårlige breakups er ikke noget problem for ham, eller en vens shitty dag på arbejde; han har altid været der for folk i vores venskab gruppe; en pige kaldet Jane i særdeleshed, der er en af hans nærmeste venner. Heldigvis for mig har jeg generelt fundet ud af, at jeg kan slukke for de fleste af mine negative følelser, så Dave har aldrig rigtig haft disse samtaler med mig.
ulempen ved alt dette er, at han bliver meget bekymret over situationer. Når et problem kommer hans vej, bruger han så meget tid på at forestille sig, hvordan alles følelse af, at han ofte ikke passer på sig selv. Jeg har set ham bryde sammen et par gange, og når han gør det, bliver han et komplet vrag i flere dage. Gendannelse er vanskelig, og de nervøse flåter, han får, er ikke ligefrem ideelle til de tegninger, han laver.
en dag, da Dave følte sig særligt nede om noget dumt, kaldte han mig, syg til døden for at være så bange for et “falsk fucking monster”, at han ofte følte at han ikke kunne gå udenfor. Han ønskede at slippe af med denne frygt. Han ville møde dette problem, bekæmpe det og stoppe med at føle sig som han gjorde, så han kunne komme videre med sit liv. Jeg kunne se hvorfor. Jeg kender mange mennesker, der syntes synd på ham på grund af hvor fanget han var i denne fobi, denne irrationelle frygt. Så da han fandt ud af, at Jane konstant havde ringet ind for at arbejde syg, hans bekymringer begyndte kun at øge.
at være syg i sig selv er ikke usædvanligt; Dave og jeg har været nødt til at annullere ting på grund af sygdomme ved mange lejligheder. Hvad der begyndte at få ham til at bekymre sig var konsistensen, hyppigheden. I den sidste uge, Jane havde ikke vist sig for at arbejde, college, eller nogen samlinger af den slags, og til Daves viden, forblev helt i sengen i hele denne periode. Da han besøgte hende, hun kunne ikke engang tale med ham; hun var alt for dopet med medicin til endda at koncentrere sig i længere tid end et par sekunder, endsige føre en samtale. Dave ville vide, hvad der foregik med hende, men hendes forældre var aldrig hjemme; vi kom altid ind ved at bruge nøglen under hendes genbrugsbeholder, som hun fortalte os var der i tilfælde af en nødsituation. Efter cirka to uger af sygdommen dog, nøglen forsvandt. Dave kunne aldrig finde ud af, hvor det gik, og antog, at forældrene tog det efter at have fundet ud af, at vi konstant sneg os ind for at tjekke hende. Det ødelagde absolut Dave indeni for at være så afbrudt fra sin bedste ven, ønsker så dårligt at hjælpe, men ikke være i stand til at gøre noget.
ved udgangen af den tredje uge var Dave et rod. Han ville næppe tale med mig overhovedet og ventede konstant og ventede på en besked fra Jane og bad om, at det skulle sige “alt er okay, det er fint, jeg er alt bedre nu”. Fredag aften troede jeg endelig, at det var tid til at gøre noget ved situationen, og jeg bankede på døren, der førte til Daves sted. Jeg viste ham nøglen til Janes hus, og jeg havde ikke engang et øjeblik til at forklare ham, hvordan jeg fandt det, før han var klædt ud, ud af døren og klar til at køre lige over for at kontrollere hende. Jeg gik bare sammen med det på dette tidspunkt, kørte ham til huset og håbede, at han ikke ville springe ud af døren, mens vi kørte, i et anfald af angst. Den nervøse trækning var tilbage, jeg kunne se det. Der var dog ikke noget, jeg kunne gøre ved det, og jeg sagde bare til mig selv, at det bedste, jeg kunne gøre, var simpelthen det, jeg gjorde lige nu. Da vi kom til stedet, himlen var kulsort, men Dave ignorerede tiden og gik lige over til hoveddøren, låse den op inden for få sekunder og Barge inde uden forsigtighed.
det var mørkt inde i huset, og stille. Hvilket, for at være fair, Jeg antager forventes for et hus om natten, når en familie formodes at være i søvn. Jeg fortalte ham så meget, da jeg så ham forsøge at kontrollere hans vejrtrækning, og hjalp ham med at lede efter lyskontakten. Lige før jeg tændte for det, det gik først nu op for min ven at faktisk kontrollere den tid, vi var ankommet til, og han tog sin telefon ud og læste, hvad det var. Midnat. Det måtte selvfølgelig være midnat. Dave kiggede stadig på sin telefon, da jeg tændte lysene, og bemærkede ikke Janes forældres kroppe, før han kiggede op, cirka fem sekunder senere.
det ville ikke være nogen overdrivelse at sige, at synet var grusomt. Dave havde kendt Jane i årevis, og han havde fået et tæt forhold til sine forældre i løbet af den tid. Så da Dave kiggede op på den anden side af rummet og fandt de to af Janes fædre liggende på jorden, deres ansigter en bleg hvid, kød flået af halsen i bidder, og insider trukket på gulvet til en sådan ekstremitet, at jeg ikke kunne fortælle, hvilke kropsdele tilhørte hvilken person, det var ikke en overraskelse, hvordan han reagerede. Mens jeg ikke var sikker på, hvordan jeg skulle reagere, Daves reaktion var langt mere animeret, hans indersider fandt en anden måde at rejse uden for hans krop, da han kastede op ved den nærliggende mur. Dave havde dog ikke spist meget for nylig, så det blev hurtigt til en pasform af tør hævning. Dave turde ikke se op, før han hørte en lyd fra gangen til højre for os. Den blandede fodspor af en person.
jeg har en teori om, hvorfor nogle mennesker er bange for dyr. Jeg tror ikke, det er, hvad de fleste mennesker antager, at årsagen til frygt er, enten. Det er bestemt ikke gore-faktoren; mens nogle dyr er forfaldne skaller i tv og film, ser andre næsten ikke ud som om de er udøde overhovedet. Det er ikke deres evne til at skjule, aldrig stoppe med at bevæge sig og konstant vokse i antal, indtil de overvælder dig, og der er intet du kan gøre ved det. Og det er ikke deres ubarmhjertige sult, den brutale snapping af deres kæber, når de kommer tæt nok til at bide dig, at rive kødet på din arm fra hinanden. Nej, Jeg tror, at den virkelige grund til, at de er skræmmende, er på grund af, hvem de var før.
tænk over det et øjeblik. Forestil dig din bedste ven. Forestil dig deres smil, lyset i deres øjne, når de taler til dig, den glæde, du får, når du taler til dem, når du ser deres ansigt. Forestil dig trangen til at kramme dem. Og forestil dig, at du ser på din ven med den samme trang til at kramme dem, når de trækker mod dig, alt lys i deres øjne er væk og erstattet med en glubende intet, kødstykkerne fanget på deres tænder er den sidste ting, du nogensinde ser. Jeg forestiller mig, at det var det, der gik gennem Daves sind lige da, da han vendte sig for at se Jane stå foran ham. Det rå kød fra hendes forældres hals truede med at falde lige ud af munden, da hun vippede, svajende, da hun bevægede sig tættere og tættere mod Dave, og mod mig.
jeg ville ønske Dave var i stand til at gøre noget. Det gør jeg virkelig. Jeg ville ønske, at dette var det øjeblik, han kom over denne frygt, det øjeblik, han stod op for sig selv og indså, at han kunne se den i øjnene, han kunne erobre den, han kunne slå denne fobi og blive bedre, stærkere. Men han frøs op. Jeg havde aldrig set ham så meget som en statue før; det var som om hele hans krop, hans bevægelser, var helt lukket ned. Jeg vedder på, at han troede, at det var hans sidste øjeblikke i dette liv. Jeg tror ikke, han var i stand til at klare den ide.
så jeg handlede mig selv.
da jeg kiggede, var der en baseballbat placeret lige ved siden af, hvor jeg stod, nær lyskontakten. Meget praktisk, jeg ved, men det var der, så jeg brugte det. I et rush af adrenalin og uopsættelighed skubbede jeg Dave ud af vejen. Jeg løb op til Jane, lumbering mod mig, der langsomt løftede hænderne, da jeg svingede med min flagermus, sigter lige mod hendes ansigt. Det tog mig omkring 7 hits, indtil hun holdt op med at bevæge sig, og da det var forbi, jeg blev gennemblødt i blod og sved, væskerne løber ned over mit ansigt og arme mere end jeg nogensinde ville have forventet. Var der tårer? Helt ærligt vil jeg gerne fortælle dig det. Men jeg kunne bare ikke huske det. Jeg kunne dog huske udseendet på Daves ansigt. I sandhed vil det blik sandsynligvis blive hos mig, indtil jeg dør. Ironisk nok er det ansigt, og hvordan det fik mig til at føle, den ene del om hele denne situation, som jeg ikke kan forklare mig selv eller forstå.
jeg talte om Dave og hans personlighed i de første par afsnit med de sædvanlige implikationer, som nutid giver. Jeg ville ønske, at det var sandt, men, uheldigt som det er for mig at sige, han var ikke så heldig at gå ud af det hus uskadt. Da det lykkedes mig at ringe til politiet, Dave var gået ud, og ud fra hvad jeg kan huske, det ansigt, han lavede mod mig, var det sidste, jeg husker om hans gamle personlighed. Da personen i Daves krop vågnede næste dag for at tale med politiet, var det ikke ham. Dave var væk. Hvorvidt han nogensinde kommer tilbage er ikke noget, jeg kan sige. Det sidste jeg husker at se hans krop, blottet for sin gamle selv helt, det sad på sin seng. Ikke sulten, ikke træt. Ledig. Jeg håber inderligt, at han ikke er gået for godt; at tomheden inde i ham ikke varer evigt.
jeg siger alt dette, fordi jeg må give det til Dave: han har altid haft en forbløffende personlighed. Jeg kunne aldrig være så nedsænket i en situation, som han altid var. Fra hvordan han så verden, ville han altid se folks perspektiv. Det var det, der stak ud for ham: hvordan folk har det, hvad der sker med dem, hvordan begivenheder påvirker dem. Selv i en sådan grad, at han endda kunne føle empati for noget som et gående lig. På grund af denne sympati, denne fuldstændige forpligtelse over for folket, det var en lettelse for mig, at han ikke bemærkede de andre ting omkring ham; de mindre detaljer.
ligesom hvor nøglen til Janes hus forsvandt til.
hvordan jeg fik nøglen.
hvor hendes forældre havde været i hele denne tid.
hvilken slags medicin hun havde taget.
hvorfor kødet fra Janes forældre syntes at være fjernet omkring en dag før vi besøgte, men ligene af de to så ud til at have været døde i omkring tre uger.
hvorfor en baseballbat tilfældigvis lå så bekvemt lige ved siden af lyskontakten i hendes hus.
eller de nysgerrige pletter af falsk blod og makeup, som kom på mine hænder, da jeg slog Jane ihjel.
Jane burde virkelig have holdt et bedre greb om hendes hjem sikkerhed.
jeg kunne ikke have fortalt Dave noget af dette, selvfølgelig; den vegetative tilstand, han var i, tillader næppe at spise, endsige lytte. Selvom, jeg formoder, at det var lidt af en fordel; jeg var det eneste vidne til begivenheden, så den eneste historie, politiet var i stand til at få, var min; Det hjælper, at jeg er meget god til at rydde op i et stort rod. At holde din bedste vens soulmate klar, stum og lammet i tre uger tager meget energi. At dække hende i makeup for at hjælpe hende med at se den del af et kødspisende monster er intet i forhold til at sikre, at hun aldrig overdoserer og dør, og jeg havde en masse øvelse med begge. Hele oplevelsen var bestemt uddannelsesmæssig, men hvis jeg er helt ærlig, Jeg er faktisk temmelig skuffet over, at jeg ikke kunne hjælpe Dave. Jeg ville virkelig hjælpe ham med at komme over sin fobi. Af alle de mennesker, jeg troede måske kunne forstå, hvad jeg gjorde, jeg regnede altid med, at det ville være ham.
Åh godt. Lev og lær.
måske kan du hjælpe mig med at lære af dette. Se, en behagelig mand bankede på min dør den anden dag, og gav mig et par detaljer om dig. Jeg ved, at du har undersøgt folk som mig, gennemser alle disse rædselshistorier på internetfora. Du bliver ope hele natten nogle gange, gør intet andet end at læse. At narre dig selv til at tro, at ingen ser dig, som alle de andre mennesker, der læser historier som denne, har tendens til at gøre. Det er ret sødt.
Manden troede, du ville være interesseret i min historie, og ærligt talt havde jeg virkelig brug for at dele dette med nogen. Indtil jeg skrev dette, var der ikke en sjæl, der vidste, hvad jeg havde gjort; det var vigtigt for mig at forklare dette for at beskrive, hvad der skete. Og måske kan jeg forbedre min teknik, for næste gang jeg prøver at hjælpe nogen med deres frygt.
så fortæl mig, er du bange for dyr?
hvis ikke, vil jeg meget gerne høre, hvad der skræmmer dig. Jeg er sikker på, at jeg kan hjælpe med det.