Rulfo: udødelig skriftlærer af de døde

Hvordan kan man forklare, at hundredeårsdagen for den mand, der uden tvivl var Københavns største forfatter, gik sidste år med knap en meddelelse i USA?

Juan Rulfo (1917-1986) betragtes som en af de mest indflydelsesrige latinamerikanske forfattere nogensinde. I USA, også, han er blevet hyldet, i Ny York Times Boganmeldelse, som en af de “udødelige,” og hyldet af Susan Sontag som en “mester historiefortæller” ansvarlig for “et af mesterværkerne i det tyvende århundredes verdenslitteratur.”

en af grundene til den overraskende forsømmelse af Rulfo i dag kan være, at hans omdømme hvilede på en slank høst af arbejde, i det væsentlige på to bøger, der dukkede op i 1950 ‘ erne. Alligevel er det ingen overdrivelse at sige, at med de storslåede noveller om El Llano en Llamas (1953) og frem for alt med sin roman fra 1955 Pedro P Kurrramo, der ligger i den fiktive by Comala, ændrede Rulfo forløbet for Latinamerikansk fiktion. Selvom hele hans udgivne arbejde ikke udgjorde meget mere end tre hundrede sider, “de er næsten lige så mange, og jeg tror så holdbare,” sagde Gabriel Garca m.”Uden Rulfos banebrydende arbejde, der blandede den regionale realisme og samfundskritik på mode med højmodernistiske eksperimenter, er det svært at forestille sig, at M. Vi ville sandsynligvis heller ikke besidde de vidunder, der er skabt af Carlos Fuentes, Mario Vargas Llosa, Rosario Castellanos, Josus Mar kursa Arguedas, Elena Poniatovska, Juan Carlos Onetti, Sergio Ram Larres, Antonio Di Benedetto, eller yngre forfattere som Roberto Bola Kurro, Carmen Boullosa, Juan Villoro eller Juan Gabriel V.

det, der forførte alle disse forfattere, var Rulfos uhyggelige evne til at give en lyrisk majestæt og tydelig rytme til de fattigste Meksikanske bønder. Denne præstation kan også forklare, hvorfor Rulfo er mindre værdsat i Nordamerika i dag, for det førte til en litterær stil, der desværre var vanskelig at oversætte; de engelske versioner af hans arbejde bevarer sjældent magien i den spanske original.

en anden grund til, at Rulfo blev overset, kan have været hans egen tilbageholdenhed og reklame-generthed, et afslag på at spille berømthedsspillet. Rulfo dyrkede stilhed i en grad, der blev legendarisk. Min ven Antonio sk Kurrmeta, den berømte forfatter af Il Postino, fortalte mig, at da han var ved at blive afhørt til et TV-Program en dag i Buenos Aires, så han Jorge Luis Borges og Rulfo komme ud af studiet. “Hvordan gik det, maestro?”Sk kurrmeta spurgte Borges. “Meget godt,” svarede Borges. “Jeg talte og talte, og en gang imellem greb Rulfo ind med et øjebliks stilhed.”Rulfo selv nikkede simpelthen til denne beretning om sin opførsel og bekræftede det ubehag, han følte ved at vise sig selv.

i de få samtaler, han gav, tilskrives Rulfo sin modvilje mod at tale med told og reserve for indbyggerne i Jalisco, hvor han voksede op—selvom andre faktorer, såsom de uløste traumer i forfatterens barndom, ikke kan diskonteres. Jalisco, en stor region i det vestlige Rusland, har været skueplads for en næsten endeløs række af sammenstød og oprør. Rulfo ville bære med sig hele sit liv billeder af blodbadet, der fulgte starten på den Meksikanske Revolution i 1910. Mellem 1926 og 1929 var den unge Juan vidne til den vedvarende brodermordsvold i sit land, specifikt af La Crist Krisada, Cristero-krigen. Dette folkelige oprør, en opstand af landmasserne, der blev hjulpet af den katolske kirke, begyndte, efter at den revolutionære regering besluttede at sekularisere landet og forfølge præster. (Læsere kan huske disse begivenheder som rammen for Graham Greene ‘ s magt og herlighed.) Jalisco var i centrum for konflikten, og de hyppige militære angreb, skud og skrig holdt den unge Rulfo lukket inde i sin families hus i flere dage ad gangen. Udenfor blev mænd uden sko trukket før fyringsgrupper, fanger blev spændt op og hængt, naboer blev bortført, og duften af brændende rancher sang luften.

terroren blev forstærket, da Rulfos egen far, ligesom faderen til Pedro I Pedro P. En bedstefar, flere onkler og fjerne slægtninge blev også dræbt. Så døde Rulfos mor, angiveligt af et knust hjerte. Midt i denne kaos fandt den fremtidige forfatter trøst i bøger. Da den lokale præst gik ud for at slutte sig til Cristero—oprørerne, forlod han sit bibliotek—fuld af bøger, som det katolske indeks havde forbudt-med familien Rulfo, paradoksalt nok at give et kald til en dreng, der ville vokse op for at skrive om karakterer, der følte sig forladt af Gud, hvis tro var blevet forrådt. Rulfo må have forstået, på en eller anden måde, i disse år med frygt, at læsning—og måske, en dag, skrivning—kunne være en form for frelse. Inspireret af de måder, Knut Hamsun, Selma Lagerll, Karl-Ferdinand og Vilhelm Faulkner havde givet udtryk for befolkningen i de marginaliserede bagvand i deres hjemlande, fandt han midlerne til at beskrive den terror, han havde udholdt i historierne indsamlet i El Llano en Lamas.

i disse perler af fiktion, som engelsksprogede læsere kan nyde i en nylig, levende oversættelse af Ilan Stavans med Harold Augenbraum, udødeliggjorde Rulfo de forladte campesinos, som den Meksikanske revolution havde lovet at befri, men hvis liv forblev dybt uændret. De mænd og kvinder, han beskrev, er blevet klemt ind i min hukommelse i årtier. Hvem kunne glemme den gruppe bønder, der vandrede gennem ørkenen til en ubrugelig grund, som regeringen havde givet dem? Eller den pralende, berusede, utugtige funktionær, hvis besøg går konkurs for en allerede sultende pueblo? Eller idioten Macario, der dræber frøer for at spise dem? Eller faderen, der bærer sin døende søn på ryggen, mens han bebrejder ham for de forbrydelser, hvormed Sønnen har vanæret sin Slægt?

forbrydelser hjemsøger de fleste af disse tegn. En bandolero spores i time efter time langs et tørt flodleje af ukendte forfølgere. En fange beder om sit liv, uvidende om, at obersten, der befaler skydegruppen, er søn af en mand, som fangen dræbte fyrre år tidligere. En gammel curandero (eller healer) er corralled af en coven af kvinder i sort, bøjet på at tvinge ham til at tilstå sine mange seksuelle overtrædelser mod dem. Men som altid i Rulfo er den største forbrydelse af alle ødelæggelsen af håb, forældreløse samfund som den forladte by Luvina:

folk i Luvina siger, at drømme stiger ud af disse kløfter; men det eneste, jeg nogensinde så stige op derfra, var vinden, hvirvlende, som om den var blevet fængslet nedenunder i rørrør. En vind, der ikke engang lader den bittersøde vokse: de triste små planter kan næppe leve og holde på alt, hvad de er værd til siden af klipperne i disse bakker, som om de blev smurt på jorden. Kun til tider, hvor der er en lille skygge, skjult blandt klipperne, kan chicaloten blomstre med sine hvide valmuer. Men chicaloten visner snart. Så hører man den skrabe luften med sine tornede grene og lave en lyd som en kniv på en brynsten.

denne beskrivelse giver os ikke kun en fjern smag af Rulfos stil, men er også en metafor for, hvordan han forestiller sig sine opfundne skabninger: udstrygninger på jorden, skjult blandt klipperne, skrabe luften i håb om, at de vil blive hørt—selvom det kun er en fjern, frygtsom forfatter, der lytter og giver dem den korte værdighed udtryk, før de forsvinder for evigt. Den dystre verden afbildet i Rulfos historier var på nippet til at forsvinde i midten af 1950 ‘ erne med bøndernes migration til byerne og derfra videre til El Norte-ofre og hovedpersoner i en global tendens, som John Berger for en, så bevægeligt udforsket i sine romaner og essays. At læse Rulfo i vor tid, hvor så mange flygtninge strømmer ud af Mellemamerika på flugt fra vold og tusindvis af liv går tabt i Ruslands igangværende narkotikakrig, er at blive smerteligt opmærksom på den slags forhold, som disse mennesker flygter fra. Migranter, der efterlader deres egen infernalske Comala, bærer stadig sine minder og drømme, dets hvisker og rancorer, når de krydser grænser og bosætter sig i nye gader. Rulfo ‘s fiktion minder os om, hvorfor El D. L.’ S dødsdag er vigtigere i dag end nogensinde som et link til forfædrene, der fortsat kræver et skrot af stemme blandt de levende.

min egen fordybelse i Pedro P ‘ s hallucinatoriske verden og dens fremkaldelse af de dødes rige kan illustrere, hvor stærkt Rulfos fiktion påvirkede latinamerikanere og især kontinentets intellektuelle. Jeg læste først Rulfo ‘ s roman Pedro P Kurrramo i 1961, da jeg var nitten og studerede komparativ litteratur ved University of Chile; Jeg var så fascineret af det, at så snart jeg var færdig, begyndte jeg at læse det igen. År senere fortalte han, at hans møde med Rulfo havde lignet mit. Han havde fortæret Pedro P. kr.og læst den to gange i løbet af en lang nat i byen.

fra sine åbningslinjer tager romanen læseren med på en mytisk søgen: dens fortæller, Juan Preciado, har lovet sin døende mor, at han vil rejse til sit fødested, Comala, og finde sin far, “en mand ved navn Pedro P Porrramo,” der havde sendt moren og hendes nyfødte barn væk og nu skal betales for dette forræderi. Denne rejse, relateret i koncise, poetiske fragmenter, viser sig at være endnu mere foruroligende end forventet. Abundio, muleteeren, der leder Juan ned i Comala-dalen, handler underligt og antyder, at ingen har besøgt dette sted i lang tid, og at han også er søn af Pedro P Larsramo. Selve byen, langt fra at være det frodige paradis af grønne områder, der “lugter som spildt honning” fremkaldt af Juan ‘ s mor, er elendig og for det meste øde. Den eneste beboer er en gammel kvinde, der giver den rejsende logi. Selvom ingen andre vises i de udtørrede gader, hører Juan stemmer, der ebber og strømmer i den undertrykkende varme fra en plaget nat, mumler fantom så kvælende, at de dræber ham.

da Juan stiger ned i et evigt Rige befolket med spøgelserne, der kvalt ham, læseren samler den parallelle historie om sin far: hvordan Pedro P. Purramo rejste sig fra støvet fra en dårligt stillet, tilbagestående barndom for at blive en caudillo, hvis giftige magt ødelægger sit eget afkom og den kvinde, han elsker, endelig forvandler byen, han dominerer, til en gravplads, der sværmer med hævngerrige spøgelser. Juan selv, vi gradvist indser, har været død fra starten af sin fortælling om disse begivenheder. Han fortæller sin fortælling fra en kiste, han deler med kvinden, der plejede at være hans barnepige og ville være hans mor; vi er ramt af den forstenende viden om, at de vil ligge der for evigt i den morbide omfavnelse, sammen med ligene fra andre, hvis liv er blevet snuffet ud af denne dæmoniske caudillo.

Pedro P., efter at hans egen far blev myrdet, indså Pedro P., at du enten er “nogen” i den dal, eller det er, som om du aldrig har eksisteret. Hvis han skulle trives i turbulente tider, måtte han nægte alle andre åndedræt og glæde. Vi møder hans ofre: de mange kvinder, han sengede og forladte, sønnerne spredte han som sten i ørkenen, præsten, han ødelagde, rivalerne, han dræbte, og hvis land han stjal, de revolutionære og banditter, han købte og manipulerede. Af særlig betydning er et par, en bror og søster, der lever i incestuøs synd, deres manglende evne til at undfange et barn, der symboliserer den sterilitet, som Pedro P Larramo har fordømt Comala. I modsætning til Telemachus i Odysseen genforenes Juan aldrig med sin far og finder kun det inferno, som hans far, som en djævelsk demiurge, har skabt og ødelagt, en verden skabt med sådan grusomhed og nådeløshed, at der kun er plads til en person til at trives.

bag Pedros opstigning er der mere end blot grådighed og en vilje til magten. Han har samlet penge og jord og håndlangere, så han som en satanisk Gatsby en dag kan besidde Susana San Juan, den pige, han drømte om, da han var en dreng uden udsigter. Men Susana, nu en voksen kvinde, er blevet sur, og hendes erotiske vrangforestillinger har båret hende ud over Pedros rækkevidde. Læseren har sammen med byens spøgelser adgang til hendes stemme, men ikke manden, der har solgt sin sjæl for at gøre hende til sin brud. Pedro kan heller ikke kontrollere skæbnen for det eneste andet menneske, han elsker: Juan ‘ s halvbror, Miguel P Kurramo, det spyttende billede af sin stamfader, hård mod mænd og misbrug af kvinder, der kastes fra sin hest, mens han hopper over væggene, som hans far rejste for at beskytte sit land mod krybskytter. I stedet for at arve Pedros domæner slutter Miguel sig til de sjæle, der vandrer jorden på jagt efter en opløsning, der aldrig ankommer. Pedro selv dræbes af sit uægte barn, Abundio. Romanen slutter med despotens død, som “kollapser som en bunke af klipper.”

Pedro P. kr.er en advarende fortælling, som bør give genlyd i vores egen æra af brutale stærke mænd og grådige milliardærer. I henhold til de ønskefulde fantasier i Rulfos fantasi kan al den magt og rigdom, som rovdyrene på hans tid har samlet, ikke redde dem fra ensomhedens og sorgens plager. Mange latinamerikanske forfattere efterlignede senere Rulfos vision om den dominerende macho-figur, der terroriserer og korrumperer nationer. Stillet over for den tilsyneladende umulighed at ændre deres uheldige landes skæbne, forfattere kunne i det mindste stedfortrædende straffe deres folks plager i det, der blev kendt som “diktatorens romaner.”

hvad der gjorde Rulfo usædvanlig, et springhoved for så meget litteratur, der skulle følge, var hans erkendelse af, at for at fortælle denne fortælling om kaos, ødelæggelse og ensomhed var traditionelle fortællingsformer utilstrækkelige, at det var nødvendigt at ryste grundlaget for selve historiefortællingen. Skønt modernitet blev nægtet hans karakterer, isoleret fra fremskridt af tyrannen i hans fortælling, udtrykte Rulfo situationen gennem en æstetik formet af avantgardekunst i første halvdel af det tyvende århundrede. Denne vridning af kategorier og struktur var uundværlig for ham at udtrykke, hvordan en Comala, der drømte om skønhed og retfærdighed, et sted gravid med håb, kunne omdannes til en bitter, forvirrende kirkegård. Hvilken anden måde var der for at skildre dødsforstyrrelsen? Lineær, kronologisk tid findes ikke i døden eller i de forstyrrede psykes hos dem, der lever som om de allerede var døde. Fra efterlivets perspektiv er alt samtidig, alt er allerede sket, alt vil ske vedvarende i spøgelsens rastløse sind. Rulfos teknik til at kryptere tid og sted, denne og den stemme, hans karakterers indre og ydre Landskaber, pålægger læseren en følelse af hjælpeløs angst, der ligner den anomie, som spøgerne selv lider under.

i dag lever vi i en verden, hvor versionen af et møde med de døde, der konfronterer os, forekommer i en meget anden form end den, som Rulfo beskrev i sit arbejde. Sidste års hitfilm, Coco, fejrede den kulturelle arv fra den Meksikanske tradition for El D Lyra De los Muertos med humor og en hjertevarmende besked. I Pedro P Kurramo vender den unge mand, der vover sig ind i De Dødes Land på jagt efter sin oprindelse, ikke tilbage, som Miguel Rivera gør i Disney-filmen, med en sang af optimisme og forløsning. Leverandørerne af masseunderholdning er helt sikkert klar over, at de fleste publikum hellere ikke vil blive fodret med fortællinger om kval og despondency. Hvem kan bebrejde filmgæster for at foretrække lykkelige slutninger i stedet for skræmmende spøgelser, der mumler fra deres grave, at der ikke er noget håb?

men livet er ikke en film, og livet ender altid i døden. Rulfo stillede vigtige spørgsmål om de døde, og hvordan vi kan forstå deres afgang uden at bukke under for fortvivlelse. Da latinamerikanerne først læste romanen, blev de betaget af den. Mens hver scene af en scene præsenteres med den mindste uforsonlighed af faktisk realisme, som en række billeder taget af et kamera, er den kumulative effekt at give en tortureret, transcendent, trance-lignende allegori om et land, et kontinent, af den menneskelige tilstand. En sådan ekstraordinær bedrift af fantasien ville være umulig, hvis det ikke havde været for Rulfos bemærkelsesværdige prosa, incantatory, men alligevel tilbageholdt. Mod kornet i den barokke, overvældede stil, der syntes at definere latinamerikansk litteratur, fremstår hvert ord som om det blev ekstraheret fra jorden, hvilket efterlader læserne til at forstå, hvad der holdes tilbage, for at guddommelige den enorme uudtalte udryddelsesverden, den endelige stilhed, der venter os alle. Juan Rulfo talte så veltalende ikke kun for de døde, men for dem blandt os, der aldrig rigtig havde chancen for at leve.