da gudinden Rosmerta ofte (ikke altid) vises med den romerske gud Merkur i både inskriptioner og kunst, antages det generelt, at hun er hans gemalinde, og de billeder, der viser hende med hans attributter, indikerer, at han var den mere magtfulde partner. Der er dog en stærk sag at gøre, for at læse det omvendt.
Bronsestatuette af Rosmerta.
Rosmerta synes at have været en meget populær gudinde, som man kunne forvente af en gudinde kaldet den gode udbyder. Hendes kult nåede fra Tyskland til Storbritannien. Det blev etableret på begge bredder af Rhinen, og i Frankrig langs Rh-floden, Meuse og Mosel. (Floder er handelsruter, måske spredte hendes kult sig sammen med Købmændenes Gud, Merkur.) Hendes kult synes udbredt over det nordlige Gallien, både med gemalinde guder Mars og Merkur, og af sig selv. I Storbritannien var hun populær blandt Dubonni i sydvest og i Gloucester.
siden Deo Mercurio mener, at Rosmerta ‘ s rolle var at fungere som Mercurys gemalinde og virkeliggøre sit løfte om velstand og velvære. Dette ser ud til at ignorere de mange gange, hun optræder alene, og også det faktum, at hun ligesom andre indfødte gudinder parret med romerske guder havde en egen kult snarere end at fungere som en fremmed Guds højre kvinde. For at sige det forretningsmæssigt havde gudinden butikskæden, og guden forsøgte at etablere sit brand med sine kunder.
god udbyder
Rosmerta oversættes normalt som “god udbyder” eller “god leverandør”. Elementerne ville være * ro – (mest) og * smert- (udbyder/plejer), med en feminin afslutning. To andre gudinder, Cantismerta og Atesmerta, hver kendt under en enkelt inskription, har Navne, der ligner hinanden: henholdsvis “at give sammen” og “give igen”. Den keltiske gud Smertrios, ofte parret med Mars, er også knyttet til Rosmerta gennem *smert-elementet i hans navn.
egne attributter
Rosmerta blev ofte vist med patera, en offerskål. Hun bærer også nogle gange en slev eller en scepter. Alle tre af disse er temmelig generiske, selvom patera i det mindste forstærker Rosmertas navn og viser, at hun var en givende gudinde.
når det er sagt, vises Rosmerta på Escolives-Sainte-Camille (i Yonne) med patera og overflødighedshorn, mens den ledsagende inskription forbinder hende med kejserens numen eller iboende ånd. Ikke langt væk, ved Gissey-la-Vieil (C. K. D. or), havde hun en fjeder, og indvielsen forbinder hende med numen igen. Det er bemærkelsesværdigt, at kun når hun er alene, er hun forbundet med numen.
hendes unikke egenskab var dog uidentificeret i lang tid. Det ser ud til at være enten en spand eller en mælkekurn, og der er blevet tilbudt forskellige forklaringer på nøjagtigt, hvad den kan indeholde.
Dash churns, fra dairyantiques.com.
Marian Green (1999: 93) foreslår, at det er en gammeldags dash churn for smør, som almindeligvis blev brugt indtil 1700 ‘ erne. (Dette synes måske ikke særlig interessant for os, men husk, at landbrugsjord i Norge blev vurderet med hensyn til hvor meget smør pr.hektar, og at mejerier havde deres egne guddomme og folklore, ligesom smedier havde.) I en økonomi, hvor en persons rigdom kunne regnes med antallet af køer, de havde, og deres var-forgyldning blev beregnet (i Irland) hos kvæg, er det ikke overraskende, at mælk og mejeriprodukter var en vigtig del af både økonomien og ritualet.
Rosmerta og kviksølv, en stenplade i Gloucester Museum.
mælkekernen ville forklare en anden af hendes egenskaber, den slev eller ske, hun bærer, som ville blive brugt til at hælde mælken i karret og fiske smøret ud bagefter. Hun kombinerer patera og karbad i en skulptur fra Gloucester, hvor hun holder patera over træspanden eller churn, og i sin anden hånd en lang stav med et hoved som en inuit ulu. (Ross (272) beskriver det som en dobbelthovedet økse, men det ligner mere en kant til en græsplæne.) Grøn (1995: 127) siger, at det lange personale er et scepter med et pelta-formet hoved.
nogle har set en forbindelse mellem Rosmertas churn eller spand og de magiske kedler, der er så udbredt i keltisk mytologi. Disse er enten kilder til uudtømmelig overflod, ellers har de kraften til regenerering. Den første passer bestemt til Rosmerta, og som vi skal se, død-og-regenereringstemaet kan også være en del af hendes kult.
kviksølv (og Mars)
Gloucester-skulpturen viser Rosmerta med kviksølv, og de to blev ofte parret over hele Europa. Et tempel blev bygget til dem af en befriet mand i Alsace, hvilket tyder på en stærk hengivenhed. De to delte en vis lighed i funktion, skønt Merkur var mere specialiseret efter at have givet sit navn til Købmænd. Rosmerta vises lejlighedsvis med en pung, hvilket antyder, at hun også passede handlende eller var en rigdomgivende gudinde.
hvis Rosmerta ‘ s bucket/churn fordobles som en magisk kedel, betyder Mercurys rolle som psykopompos og rejsende mellem verdener, at de også supplerede hinanden på andre måder. Vi ved fra Julius Caesar, at Merkur var den mest populære guddom i Gallien, så det giver mening, at han ville blive parret med en sådan populær gudinde.
Rosmerta går undertiden så langt som at låne sine attributter, normalt pungen og/eller caduceus, selvom hun en gang også vises med sin vingede hat på Clermont-Ferrand. De to af dem kan findes sammen på relieffer og inskriptioner i hele Tyskland og Frankrig. Kviksølv var en meget populær guddom hos Kelterne, der adopterede ham engros uden et vednavn. Rosmerta tager af Mercurys attributter, antyder, at hun kunne tilpasse sine kræfter eller delte dem.
Rosmerta og kviksølv, hver med en caduceus.
parringen af Rosmerta og Mercury er ikke åbenlyst den af guddommelige konsorter, fordi kviksølv ofte optrådte sammen med sin mor Maia på keltiske monumenter og inskriptioner også, hvilket fik nogle til at spekulere i, at Rosmerta også blev set som Mercury ‘ s mor.
Rosmerta vises undertiden også med Mars i inskriptioner. Hverken Mars eller Merkur har nogensinde et keltisk navn i disse inskriptioner, i modsætning til Apollo Moritgastus, der blev parret med Damona. Hun havde derfor måske ikke en keltisk gemalinde, der ville have taget et romersk navn for at gå med sin keltiske.
Fortuna
Rosmerta vises undertiden med gudinden Fortuna; et billede fra Storbritannien viser dem med en fakkel hver, Fortuna holdes oprejst, mens Rosmerta peger nedad. I græsk-romersk mytologi indikerede den nedadvendte fakkel døden eller efterverdenen. (Dette kan binde sig sammen med kedelmotivet, hvilket giver Rosmerta et døds-og genfødselsaspekt.) På en lidt mere munter note bevilgede Rosmerta undertiden Fortunas overflødighedshorn, Horn of plenty eller hendes ror og klode (grøn 1995: 127).
Rigani
en inskription fundet på keramik i Puy-le-Dome, lyder:
eieuririgani rosmertiac (dedikeret til Rigana og Rosmerta?)
det kunne læses som en dedikation til gudinderne Rigana og Rosmerta eller til dronningen og gudinden Rosmerta. Ordet Rigana ville være beslægtet med den latinske Regina. (Olmstead: 362) der er ingen andre inskriptioner, der nævner en gudinde Rigana, men i betragtning af antallet af guddomme, vi kun har en inskription til, er det ikke afgørende.
Scepteret jeg nævnte tidligere som en af Rosmerta attributter kan pege på Rosmerta som en dronning-gudinde. Der er mandlige ækvivalenter, såsom Mars Rigas, Mars-Kongen. Epona har også titlen Rigana, og jeg vil diskutere denne titel/navn yderligere i et eget indlæg.
hvis vi mener, at Merkur som fremmed Gud blev matchet med en etableret og magtfuld lokal gudinde, kan det siges, at de i det mindste havde meget til fælles. Mens Marian Greens karakterisering af dem som succesguddommene kan virke lidt meget, indebærer spredningen af deres kult over større flodsystemer, at Købmænd og handlende var blandt deres tilhængere. Derudover havde begge fertilitetsaspekter, og begge havde et underverdensaspekt. Men de kom til at blive parret op, de synes at have haft et succesfuldt forhold.
Grøn, Miranda 1995: Keltiske gudinder: krigere, Jomfruer og mødre, British Museum Press.
grøn, Miranda 1999: “den keltiske gudinde som Healer”, i begrebet gudinden, eds. Sandra Billington og Marian Green, Routledge.
Olmstead, Garrett 1994: kelterne og Indo-europæernes Guder (Innsbrucker Beitrage til Kulturhuset), Verlag des Institutes pels Sprachissenschaft Der Universitat Innsbruck.
Ross, Anne 1992: Pagan Celtic Britain: studier i ikonografi og Tradition, konstabel og Sønner.
hvis du kan lide billedet øverst, klik her.