at holde en notesbog eller dagbog er let at afvise. Jeg hører ofte folk fortælle mig, at det er OK for andre mennesker, men det er ikke for dem. Jeg finder altid denne holdning nysgerrig, da vanen med at føre en notesbog er almindelig blandt ekstraordinære mennesker, der ikke kun tager sig tid til at rapportere deres kampe og følelser, men også gennemgår dem over tid. Da jeg undersøgte, en af mine venner pegede mig mod et Joan Didion-essay, om at holde en notesbog, der vises i Slouching mod Bethlehem, en samling af hendes essays.
skrevet for længe siden, 1960 ‘ erne tror jeg, essayet er stadig relevant i dag. Faktisk kan du argumentere for, at essayet i verden af blogging og kvidre er mere relevant end nogensinde.
læsning af en vilkårlig post fra hendes notesbog,” den kvinde Estelle er delvis grunden til, at George Sharp og jeg er adskilt i dag, ” fortsætter Didion med at undre sig …
Hvorfor skrev jeg det ned? For at huske, selvfølgelig, men præcis hvad var det, jeg ønskede at huske? Hvor meget af det faktisk skete? Gjorde noget af det? Hvorfor holder jeg overhovedet en notesbog? Det er let at bedrage sig selv på alle disse scoringer. Impulsen til at nedskrive ting er en særlig tvangsmæssig, uforklarlig for dem, der ikke deler den, kun nyttig ved et uheld, kun sekundært, på den måde, som enhver tvang forsøger at retfærdiggøre sig selv. Jeg formoder, at det begynder eller ikke begynder i vuggen. Selvom jeg har følt mig tvunget til at skrive ting ned, siden jeg var fem år gammel, Jeg tvivler på, at min datter nogensinde vil, for hun er et enestående velsignet og accepterende barn, glad for livet nøjagtigt som livet præsenterer sig for hende, ikke bange for at sove og ikke bange for at vågne op. Brugere af private notesbøger er en helt anden race, ensomme og modstandsdygtige omarrangører af ting, ængstelige malcontents, børn, der tilsyneladende er ramt ved fødslen med en vis tilstedeværelse af tab.
pointen med at holde en notesbog, derefter:
så pointen med at holde en notesbog har aldrig været, det er det heller ikke nu, at have en nøjagtig faktuel registrering af, hvad jeg har gjort eller tænkt. Det ville være en helt anden impuls, et instinkt for virkeligheden, som jeg undertiden misunder, men ikke besidder.
hun husker hendes manglende evne til at føre en dagbog og berører vores evne til at forme minder, mens vi kodificerer dem.
på intet tidspunkt har jeg nogensinde været i stand til at føre dagbog; min tilgang til det daglige liv spænder fra det groft uagtsomme til det blot fraværende, og ved de få lejligheder, hvor jeg pligtopfyldende har forsøgt at registrere en dags begivenheder, har kedsomhed så overvundet mig, at resultaterne i bedste fald er mystiske … faktisk har jeg helt opgivet den slags meningsløse indrejse; i stedet fortæller jeg, hvad nogle ville kalde løgne. “Det er simpelthen ikke sandt,” fortæller medlemmerne af min familie mig ofte, når de kommer op imod min hukommelse om en delt begivenhed. “Festen var ikke for dig, edderkoppen var ikke en sort enke, det var slet ikke sådan.”Meget sandsynligt har de ret, for ikke alene har jeg altid haft problemer med at skelne mellem, hvad der skete, og hvad der blot kunne være sket, men jeg forbliver ikke overbevist om, at sondringen til mine formål betyder noget.
men hvis kedsomheden ved daglige begivenheder ikke betyder noget, hvad gør det?
hvordan det føltes for mig: det kommer tættere på sandheden om en notesbog. Jeg bedrager undertiden mig selv om, hvorfor jeg holder en notesbog, forestiller mig, at en sparsommelig dyd stammer fra at bevare alt, hvad der observeres. Se nok og skriv det ned, siger jeg mig selv, og så en morgen, når verden ser ud til at være drænet af undring, en dag, hvor jeg kun gennemgår bevægelserne om at gøre det, jeg skal gøre, hvilket er at skrive — på den konkursrige morgen åbner jeg simpelthen min notesbog, og der vil det hele være, en glemt konto med akkumuleret rente, betalt passage tilbage til verden derude: dialog overhørt på hoteller og elevatorer og ved hat-check-tælleren i Pavillon (en middelaldrende mand viser sin hatcheck til en anden og siger: ‘Det er mit gamle fodboldnummer’); indtryk af Bettina Aptheker og Benjamin Sonnenberg og Teddy (‘Mr. Acapulco’) Stauffer; omhyggelig aperrius om tennisbums og mislykkede modemodeller og græske skibsfartsarvinger, hvoraf den ene lærte mig en betydelig lektion (en lektion, jeg kunne have lært af F. Måske skal vi alle møde de meget rige for os selv) ved at spørge, da jeg ankom for at tale med hende i hendes orkidefyldte stue den anden dag i en lammende Ny York snestorm, om det sneede udenfor.
jeg forestiller mig med andre ord, at notebook ‘ en handler om andre mennesker. Men selvfølgelig er det ikke. Jeg har ingen reel forretning med, hvad en fremmed sagde til en anden ved hat-check-tælleren i Pavillon; faktisk formoder jeg, at linjen ‘det er mit gamle fodboldnummer’ overhovedet ikke rørte ved min egen fantasi, men blot noget minde om noget, der engang blev læst, sandsynligvis ‘firs-Yard-løbet. Jeg er heller ikke bekymret for en kvinde i en beskidt crepe-de-Chine-indpakning i en bar. Min indsats er altid, selvfølgelig, i den nævnte pige i den rutede silkekjole. Husk, hvad det var at være mig: det er altid pointen.
det er et vanskeligt punkt at indrømme. Vi er opdraget i den etik, at andre, andre, alle andre, er per definition mere interessant end os selv; lært at være diffident, bare denne side af selvudslettelse.(‘Du er den mindst vigtige person i rummet og glem det ikke,’ Jessica Mitfords guvernør ville hvæse i hendes øre ved fremkomsten af enhver social lejlighed; jeg kopierede det til min notesbog, fordi det først er for nylig, at jeg har været i stand til at komme ind i et rum uden at høre en sådan sætning i mit indre øre.) Kun de meget unge og de meget gamle kan fortælle deres drømme ved morgenmaden, dvæle ved sig selv, afbryde med minder om Strand picnics og foretrukne frihed græsplæne kjoler og regnbueørred i en bæk nær Colorado Springs. Resten af os forventes med rette at påvirke absorptionen i andres foretrukne kjoler, andres ørred.
“… ikke alene har jeg altid haft problemer med at skelne mellem, hvad der skete, og hvad der blot kunne være sket, men jeg forbliver ikke overbevist om, at sondringen, til mine formål, spørgsmål.”
— Joan Didion
jeg tror for Didion, hendes notesbog var en flugt. Hun blev ” opdraget i den etik, som andre, andre, alle andre, (var) per definition mere interessante end (hende).”The notebook var en flugt.
dine notesbøger giver os væk, for uanset hvor pligtopfyldende vi registrerer det, vi ser omkring os, er fællesnævneren for alt, hvad vi ser, altid, gennemsigtigt, skamløst, det uforsonlige “I.” … e taler om noget privat, om bits af sindets streng for kort til at bruge, en vilkårlig og uregelmæssig samling med kun mening for dens skaber.
til sidst var den dybeste værdi af notesbøger for hende ikke at huske linjen, men hukommelsen, “jeg skulle huske kvinden, der sagde det, og eftermiddagen hørte jeg det.”At genoprette forbindelse til en anden iteration af sig selv. For at forhindre selektiv tilbagekaldelse
måske er det svært at se værdien i at have sig selv tilbage i den slags humør, men jeg ser det; jeg tror, vi er klogt at holde på nikkende vilkår med de mennesker, vi plejede at være, uanset om vi finder dem attraktive selskab eller ej. Ellers dukker de op uanmeldt og overrasker os, kommer hamrende på sindets dør klokken 4 om en dårlig nat og kræver at vide, hvem der forlod dem, hvem forrådte dem, hvem der vil gøre det godt. Vi glemmer alt for hurtigt de ting, vi troede, vi aldrig kunne glemme. Vi glemmer både kærligheden og forræderierne, glemmer, hvad vi hviskede, og hvad vi skreg, glemmer, hvem vi var. Jeg har allerede mistet kontakten med et par mennesker, jeg plejede at være; en af dem, en sytten år gammel, udgør en lille trussel, skønt det ville være af en vis interesse for mig at vide igen, hvordan det føles at sidde på en flod, der drikker vodka-og-appelsinsaft og lytter til Les Paul og Mary Ford og deres ekkoer synger “hvor højt månen” på bilradioen. (Du ser, at jeg stadig har scenerne, men jeg opfatter mig ikke længere blandt de tilstedeværende, kunne ikke engang improvisere dialogen.)
det er en god ide at holde kontakten, og jeg formoder, at holde kontakten er, hvad notesbøger handler om. Og vi er alle alene, når det kommer til at holde disse linjer åbne for os selv: din notesbog vil aldrig hjælpe mig eller min dig.
notesbøger, dagbøger, tidsskrifter eller hvad du vil kalde dem er en stærk vane.
som så meget af det jeg læser, er jeg ny til Didion. Slouching mod Bethlehem, hendes første arbejde med ikke-fiktion, er interessant hele vejen igennem.