Stafnes defekt opdages normalt ved en tilfældighed under rutinemæssig tandradiografi. Radiografisk er det en godt omskrevet, monolokulær, rund, radiolucent defekt, 1-3 cm i størrelse, normalt mellem den underordnede alveolære nerve (IAN) og den underordnede kant af den bageste mandibel mellem molarerne og vinklen på kæben. Det er en af de få radiolucente læsioner, der kan forekomme under IAN. Grænsen er godt kortikeret, og den vil ikke have nogen effekt på de omgivende strukturer. Computertomografi (CT) viser en lav defekt gennem den mediale bark af mandiblen med en kortikeret kant og ingen abnormiteter i blødt væv, med undtagelse af en del af den submandibulære kirtel. Neoplasmer, såsom metastatisk pladecellecarcinom til de submandibulære lymfeknuder eller en spytkirteltumor, kunne skabe et lignende udseende, men har sjældent så veldefinerede grænser og kan normalt palperes i gulvet i munden eller den submandibulære trekant i nakken som en hård masse. CT og klinisk undersøgelse er typisk tilstrækkelig til at skelne mellem dette og en Stafne defekt. Stafne-defekten har også en tendens til ikke at stige i størrelse eller ændring i radiografisk udseende over tid (deraf udtrykket “statisk knoglecyst”), og dette kan bruges til at hjælpe med at bekræfte diagnosen. Vævsbiopsi er normalt ikke indikeret, men hvis det udføres, er det histopatologiske udseende normalt normalt spytkirtelvæv. Nogle gange afslører forsøg på biopsi af Stafne-defekter et tomt hulrum (muligvis fordi kirtlen blev forskudt på tidspunktet for biopsi) eller andet indhold såsom blodkar, fedt, lymfoide eller bindevæv. Defekter af den forreste lingual mandible kan kræve biopsi for korrekt diagnose på dette usædvanlige sted. Den radiolucente defekt her kan overlejres på de nedre forreste tænder og forveksles med en odontogen læsion. Nogle gange kan defekten afbryde konturen af underkæbens nedre kant og kan være håndgribelig. Sialografi kan undertiden bruges til at hjælpe med at demonstrere spytkirtelvævet i knoglen.